Formål

Foreningens formål er at skabe et praktisk og økonomisk grundlag for at seniorer og handicappede kan rejse i ind og udland under betryggende forhold.

Målgruppe:

Ældre og handicappede borgere i Rudersdal Kommune er berettigede til at deltage i Rejseforeningens rejser.

Deltagerne udvælges af fagligt kvalificerede personer og bestyrelsen efter ansøgning med oplysninger om helbred, handicap og særlige behov. Nye ansøgere prioriteres højt.

Aktiviteter:

Trygge rejser i ind- og udland.

Rejseforeningen sørger for det nødvendige antal af kvalificerede hjælpere, der stiller sig til rådighed uden vederlag. Hjælpergruppen består bl.a af sygeplejerske, plejepersonale og Falckfolk, der sørger for, at deltagerne får den hjælp, der er nødvendig, for at udbyttet af rejsen kan blive optimalt.

Rejsedeltagerne betaler selv for rejsen. Rejseforeningen betaler for de frivillige hjælperes rejseudgifter. Det kan lade sig gøre, fordi knap 80 frivillige distribuerer Rudersdals Seniorråds blad Senior Nyt og dermed tjener portopengene. De frivillige i foreningen sætter labels på Senior Nyt, organiserer poser og ruter, omdeler bladene og planlægger rejserne.

Derudover modtager Rejseforeningen tilskud fra Rejseforeningens Venner og fra fonde.